Syg af mobning
Jeg arbejder til daglig med mange skønne børn, hvor der i den grad også foregår mobning. Den mere uskyldige af slagsen. “Min far siger… jeg syntes ikke din kjole er pæn… du må ikke være med i legen. ”Men her har barnet – børnene en ambassadør – os, de voksne til at guide og hjælpe med at få tingene sat i perspektiv.
For det kan have store konsekvenser, hvis der ikke bliver sat grænser og sagt fra.
At kunne sige STOP på egne og andres vegne burde være en selvfølge – en gave, som man kan bære med sig gennem hele livet, som en gudsbenådet rettesnor for, hvordan man behandler hinanden.
Men ikke alle har lært lektien.
Derfor findes der desværre meget chikane, social isolation, intimiderende overgreb på arbejdspladsen, der stresser – også fysisk. Endda i samme grad som posttraumatisk stress.
Vidste jo godt alt det her i forvejen, men blev mindet om det forleden af min seneste klient.
Hun kæmper sig på job hver dag, velvidende, at hun møder ind til kolleger, hvis eneste formål åbenbart er at holde hende uden for, at mobbe… – og hun møder en ledelse, der ikke formår at støtte op, men vælger at gå med gruppen. Hvad sker der? Hvor er hendes ambassadør?
Tænker i mit stille sind, at de må have det enormt dårligt selv, når man har så stort et behov for at få andre ned at ligge.
Og tillykke til jer. Jer der mobber. Det lykkes. Hun ligger ned.
Hun ligger så meget ned, at hun har været nødt til at trække en sygemelding. Hun har nemlig også et liv, der skal passes med to børn, der har brug for deres mor med overskud og lyst til livet, så de kan blive guidet rigtig på vej.
Syntes min klient er super sej – hun har erkendt, at nok er nok. At hun skal passe på sig selv for at kunne passe på sine børn. At hun har brug for hjælp til at genopdage alle de skønne sider, kompetencer og den enorme vilje, hun har til livet.
Hændelsen får mig til at tænke, at ingen af os nok kan sige sig helt fri for på et eller andet tidspunkt at have stukket en sarkastisk eller lidt for ironisk bemærkning ud. Men vore grænser er meget forskellige. Så det, der får den ene til at trække på smilebåndet, kan sagtens såre en anden dybt. Og får den slags lov til at udvikle sig – f.eks. på en arbejdsplads – udviskes grænserne efterhånden – og så er der ikke langt til grov mobning og chikane!
Nå, jeg ved selvfølgelig godt at hele begrebet mobning er mere komplekst end som så. Men for at slutte ved begyndelsen, kan vi jo starte med at lære de dejlige unger noget empati for hinanden og ikke altid sætte sig selv i centrum.
Og så kunne det måske med tiden smitte lidt af på vi voksne.