Bænken
Når du møder mennesket i øjenhøjde.
Du gav mig hele livet dit, lige der på bænken, råt og uspoleret lige fra hjertet. Jeg gav dig nærvær, øjenkontakt – og kaffe. Sammen sad vi der, to fremmede, og alligevel så forbundet. Lige der på bænken blev vi begge, to fremmede, så rige på livet. Vi tog afsked, rejste os begge fra bænken, gik i hver sin retning, videre i livet. Du rørte noget i mig. Og selv nu et halv år efter trækker jeg på smilebåndet og føler mig dybt taknemlig inden i, når jeg går forbi vores bænk.